SMAG PÅ NYSLYNGET HONNING – BIAVL FOR BØRN
05-07-2018

Dato:  Torsdag den 5. juli kl. 13-15

Mødested: Skolebigården ved Infohuset i Østerådalen, Over Kæret 11, 9000 Aalborg

Arrangør: Naturvejlederne Esben Buch og Ole Henrichsen i samarbejde med erfarne biavlere fra Aalborg Biavlerforening

OBS: Der udlånes bi-anorakker med bitætte slør når vi tilser bierne.

Børnefamilier med sommerferie bydes indenfor i biernes forunderlige verden i skolebigården ved Infohuset i Østerådalen. Iført bi-anorakker med slør og under kyndig vejledning besigtiger vi en fredelig bifamilie, ser på bidronningen og de mange flittige arbejderbier, der lige nu har travlt med at indsamle sommerens blomsternektar og pollen. Indendørs i Infohuset starter vi honningslyngen, og alle deltagere kan her smage nyslynget honning på friskbagt brød. Hør også om biernes vigtige bestøvningsarbejde for vilde blomster i naturen, for frugtavl, landbrugsafgrøder og om honning som læge og helsemiddel.